BREVET, DER VILLE MERE

.... MAIL, DER VILLE MERE, SSSSH!

********************************************************************************************************************

INDHOLD (Se bort fra sidetalene her på nettet)

Skriftlige 3
Arbejdsmarkedet 4
Tidsforskydningen 5
Skattestaten 6
Arbejdskraften 7
Livskraften 9
Og til alle Jer 11
Ånden 11
Menneskeånden 12
Jens Lyn Vejmand 14
Staten 16
Loven 18
Livsloven 21


********************************************************************************************************************

SKRIFTLIGE

Jeg gør lige opmærksom på, at det ikke er mit egentlige ønske med livet, at skulle sidde bag en skærm. Da mit navn imidlertid er Jens er det dog ikke uvant for mig at indtage pladsen som Jens Vejmand. Mails fordrer en skriftlighedens kultur, evne med læs-og-forstå, dernæst skriv-og-afstå. Sådan er bevægelsen mellem afsender og modtager, modtager og ny afsender. Engang hed det fra mund til mund. Men sådan er det så ikke blot længere. Nu kan mund til mund, der fordrede ansigt til ansigt, foregå uden den fysiske tilstedeværelse.

Det er ikke nyt for mennesker, der er bekendt med den akademiske tradition eller iøvrigt præges af den, hvor bøger gik fra hånd til hånd. Men se, derved forskellen: Den akademiske tradition optager let det nye medie og man vil vel også i vort land sige, at de fleste er givet muligheden for at læse og skrive, da vi lærer det i folkeskolen. (Hvilket jeg så er lodret uenig i). Forskellen er den samme fra det gamle medie, bogen, til det nye medie, edb, der såvidt kan høre under et - overfor mund-til-mund-kulturen. Tilføjer vi da den hastighed, hvormed edb-mediet kan afsende og modtage, desuden webcam og tale-filer, ja så kan vi tale mund-til-mund live med hinanden uden fysisk at være tilstede med hinanden. Kroppen er dermed blevet ligegyldig - man behøver ikke længere at blive vasket for at tale sammen, som den lille stær jo heller ikke gør. Sidder du i pyjamas, siger du?

Jeg gør lige opmærksom på, at det ikke er mit egentlige ønske med livet, at skulle sidde bag en skærm, ejheller at kommunikation skulle foregå i skriftlighedens masseproducerende og lydløse medie. Det er ikke mig, der er grundlægger af den akademiske tradition, ejheller mig, der har indført Windows på arbejdsmarkedet og dermed plantet den danske befolkning bag skriveborde, dernæst mobile skriveborde, så de dag ind og dag ud, kan kigge ud af vinduerne, ud på verden uden at se noget.


ARBEJDSMARKEDET.

Spørg eventuelt det selvstændige erhvervsliv, hvorfor de har kontor-personale - er det for at kunne lede og administrere virksomheden, skabe en god virksomhedskultur? Eller er det fordi en central del af skrift-kulturen, nemlig lov-kulturen foreskriver en sådan adfærd med magtens symbolik selvfølgelig, da det er strafbart ikke at følge landets love og det således skal kunne kontrolleres og dermed kunne dokumenteres, at man nu har fulgt dem!!! Og hvordan gør det selvsamme fænomen sig gældende i folkeskolen...

Det er vel altsammen udmærket, forsåvidt at loven og dens institutioner nærer et godt udviklings-sigte på menneskehedens vegne, naturligvis!!!! I mine øjne virker det dog, set over tid, for mistillids-akkumulerende, lidt for teknokratisk og det forekommer mig sådan set at være årsagen til en mental forskydning i store dele af den danske befolkning. Det tager jo tid at læse om man nu skal køre til højre eller til venstre. – Ha, ha: Derfor kom edb-vejviseren, gprs-systemerne, så Robert med sine øjne og ører kan se og høre, hvor han skal hen. Men det bekræfter med andre ord et fravær af selvstændig sandselighed eller som man også kan sige det, man skal være dummere og dummere, for at kunne betjene sig af de teknologier, der tages i anvendelse og dermed gør sig gældende.

Min opgave for nærværende er derfor at lære mediet at kende, så hele sandseligheden omkring det kan udfrittes - og jeg på sigt kan få et afslappet og brugbart forhold til det. Det går i den rigtig retning, jeg er igen ved at vende mig til at sidde ned!!! - Læg mærke til, hvor travlt og stresset man kan blive over livets elementære foretagende, når man er vant til at sidde og få en hel masse fra hånden teknologisk eller teknokratisk via de kanaler, der nu foreskriver vor livsførelse. Eller omvendt, hvor stresset f.eks. ægte håndværkere bliver over deres bogføring, mums, skattebasse og tollundmanden, såfremt de selv skal lave det. Eller cykel-postbude, der pludselig også skal være deres egne ledere midt i arbejdsgangen og ude på cyklen med scanner, mobiltelefon og lister - de mangler sådan set kun en personsøger, så postmodtageren også kan bippe vedkommende. Måske skulle den ligefrem give et stød!


TIDSFORSKYDNINGEN.

De mellem-menneskelige relationer, der altid er kommunikative – ladet med ånd og energi - og jo altid helst skulle være båret oppe af godt sigte for livet, ja vi taler jo ikke sammen for at nedgøre hinanden, men for at høre hinanden og dermed nærme os hinanden, så vi kan hjælpe og bekræfte hinanden i livet og dets gøremål. Men de relationer undergår naturligvis en forvandling, når kommunikationen imellem os så at sige flytter medie. Der er talen, der er en direkte personlig stemme - man kan f.eks. lynhurtigt hører om en person har været ude at svigre og i det hele taget, hvordan en person har det eller befinder sig. Og så er der, hvad ordets praksis angår, skriften, der ikke på samme vis er umiddelbar personlig og da slet ikke uden håndskriften: Man kan ikke høre, hvem, der skriver, men allerhøjest læse og genkende vedkommendes stemme i de udtryk pågældende bruger. Som læser lægger man selv noget til, for at få tegnene til at give mening som stemme, der ytrer sig. Derfor er det også god kutyme at forsyne en tekst med skribentens navn.

Men læg her mærke til, at hele den akademiske tradition i væsentligt omfang aldrig ser eller hører dem, de læser - hvilket vel må siges at betyde noget i forhold til livets levende relevans. (I har det måske på samme måde med mig, til en vis grad, kun til en vis grad håber jeg da, for tag ikke fejl af mig, jeg kan stadigvæk godt lide at synge og meget andet). - Jeg kender akademikere, der har venner i afdøde personer, befinder sig godt i nærvær af en gammel bog for eksempel. Kontrær er jeg ikke overfor dem, da de jo også er mennesker, der via vore skoler gelejdes ind i den siddende industri og administrations-kultur. Det nye er imidlertid, at formidlingen af oplysningen, som altid har været et problem, nu antager nye, måske positive dimensioner – den akademiske tradition kan nu brede sig endnu hurtigere, men dermed måske også hurtigere blive erkendt på sine utilstrækkeligheder, herunder staten. Og dog: Hastværk er stadig lastværk.

Set i større kulturhistorisk livsperpektiv, så betyder det dog også, at når kroppen stoles, så stoles også ånden tilsvarende. Og det betyder noget praktisk set, ganske ligesom det kan være svært for almindelige familier lige selv at sætte huset i stand, når de kommer hjem fra mere eller mindre siddende arbejde - et ellers naturligt og væsentlig ønske, der kærligt kan udtrykkes som: at bygge rede. Men der er ligesom ikke tid til det!


SKATTESTATEN.

Der findes vel ikke noget mere upersonligt og frastødende en selvangivelsen. Det fordres ordret fra statens side til borgeren, at borgeren skal angive sig selv. Rammerne, der skal udfyldes er beregnet på tal, der imidlertid også indgår under skriftkulturens magtfulde tegn-systemer, så det er ikke pointen med afsnittet her, omend det er væsentligt, at tal ikke i samme udstrækning som ord, siger os noget; der er ikke noget personligt indhold i tal. - Mennesket og mellem-menneskelige relationer giver ikke altid sig selv, men staten fordrer altså af os, at vi skal angive os selv. Men til hvem og til hvilket formål? Er der nogen, der har forstand på dét, så vi kan få et svar fra staten? Eller den fører måske en ond magts kapital-økonomisk juras tavse sprog?

Nuvel, den danske stat er service-minded og gør sit bedste via de mennesker, der nu administrerer den og dermed hele befolkningen. Det må vi aldrig glemme, så det gør jeg heller ikke. Jeg elsker gode, pligtopfyldende mennesker meget højt. Men det er vel stadigvæk statsansatte, der svarer for staten og forsåvidt tager ansvar for den. Hvad karakteriserer deres position?

Ja det er, skal jeg svare: at de modtager deres løn fra staten. Og derfor er staten ikke i alles interesse i samme grad. Det er ikke ligeværdigt. Og over tid, via henholdsvis statskulturer, institutionskulturer, bliver der således grundlæggende to lejre i samfundssindet. Og spørgsmålet kan jo altså ikke dreje sig om, hvorvidt man er på den ene eller den anden side, om man lever på skatte-overført indkomst eller om man lever selvstændigt og finder vej med levebrødet via de handler man kan komme i nærheden af.



ARBEJDSKRAFTEN.

Nej, spørgsmålet kan ikke være, om vi som mennesker og samfund skal fortsætte med at opretholde skizzofrene livsvilkår i kulturen. Og skyde skylden på den anden eller de andre. Politik, der kun forøger støjen. - Man har aldrig løst det skizzofrene samfunds-problem, fordi det skyldes, at det bærende element i begge lejre er kapital, romersk præget mønt. Og staten, den er altså ikke først, det er naturtilstanden, hvor den stærkeste, mest utro, umiddelbart sejrer på markedet.

Statens magtfaktor er loven og kapitalens magtfaktor er kapital knyttet til menneskelige pubertetsbørn som for eksempel A.P.Møller, hvis rigdom er skabt i ånd af sin far og videre en ånd, der fører direkte tilbage til kolonimagternes grimme europæisk arv, opfattelsen af det hvide menneskes verdslige overherredømme. Ædle mennesker kan meget let ende med at blive topstyrende kejsere, fordi de glemmer, at det ædle ikke oppebæres af ædelmetaller.

Og det hjælper jo altså ikke, at have aktier i det, glemslens foretagende, thi det er jo hælervarer. - Hold op, hvor må den kære Mærsk have måtte strides med proletaren! Det er jo ganske enkelt kejser-syndromet ført ind i kapital regi, væk fra hjemlige danske himmelstrøg, så vi ikke får ondt i røverbulens hjerte. Han har aldrig forstået at penge ikke i egentlig forstand er noget værd, han har ikke levet sådan? Eller måske er det derfor, han er vedblevet med at søge sin far i kongehuset? Gudsketakoglov bøjer hans danske hjerte sig dog så ad den vej. Nogen forstår budets ligeværdige konge af medfødt hjerte, kan man sige, mens andre må gå udvendigt, ad den verdslige kongevej. - Tak til Deres Majestæt Dronning Margrethe, din tro, ja din troskab Margrethe, har frelst os fra helvede. Så det er jo ikke så slemt. Det er værre ingen veje at gå og sådan er statens ligegyldige organisation.

Af samme grund - statens tiggergang hos kapital-drengene - kan man for eksempel opleve, at det kun lykkes staten at fange de små fisk, som man siger. Det betyder med andre ord, at staten kun kan statuere sine eksempler og hævde sin sag, sin ret, ved at smadre liv, der lidet eller intet ejer, uagtet at det kan være de rareste mennesker, der blot arbejder hårdt for deres liv. Den småborgerlige fascisme kaldes det, der opstår, når den statsansatte skal hævde sin ret overfor borgeren. - Vi kan og må ikke gå uden om hjertets myndighed, vel!

Flyttes opmærksomheden derimod over på dem, der kapital-mæssigt set kunne gøre en betydelig forskel, så er staten magtesløs - man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på. (Medmindre man er skikket som jeg blandt mange andre er inderst inde: Grenen menneskelivet sidder på er af en helt anden fatning, nemlig vort uden modsætning til andre, desuden regnes der hverken med tid, penge eller love på dén grønne gren, for i den fatning er vi netop i kære-lighedens saligt levende ånd. Og deraf takkede jeg personligt som sagt Deres Majestæt, vor højt elskede Dronning Margrethe).

Konsekvensen af det jeg har skitseret, ja af magtkampen mellem de to magtcentre: kapitalen og loven, ikke mindst i ånd af sit ligegyldige fordelingsmæssige sigte, den er derfor, at skattestaten via sine forligs-institutioner årligt må indgå en fornyet pagt med djævelen. Tid er penge og penge er tid, siges det. Og derfor forliges man for en tid, der så koster noget for de forskellige parter, der nu måtte være involveret. Men hvad forhandler de om?

Svaret er, at de forhandler om retten til at bestemme arbejdskraftens retning. Og dem, der råber højest får lov at bestemme mest den efterfølgende tid. Social-demokratismen kendetegnes ved, at industriernes arbejdere af historisk forført nød vel at mærke, er gået ind på de præmisser med at omsætte tid til penge og penge til ny tid eller fritid, som de kalder det. Følgeligt har de opbygget institutioner, der kan råbe meget, meget højt - og derfor ikke bliver hørt. Nogle gange desværre, kunne man tilføje, andre gange er det vist meget godt, at den egentlige hørelse ikke hører efter. De er nemlig også gode mennesker, hvis lys blot er blevet skæppet for meget af den akademiske kapital-stats romerske teknologier, hvorfor de naturligvis ikke skal høres i det sprog, men dog i hjertets.

Er din arbejdskraft løsrevet din livskraft ved du nu hvorfor? Synes du, at det er ok, at kapital og juridiske lovmæssigheder bestemmer vort hjertelige samfunds udviklingsmæssige retning, så den kommer til at foregå i et konstant regnskab mellem tid og penge (loven)? - Som om livet hverken kunne eller skulle kunne udvikle sig i kraft af vort liv i al evighed omkring levebrødet på jord, arbejdsglædeligt og åndeligt udviklende.

Spiser du penge? Er det penge, der glæder dig? Det tror jeg ikke, at det er. Men hvorfor skal de så bestemme over arbejdskraften i livskraften, når arbejdskraften af Kærlighedens sande Højesteret, ja af livskraftens vækstbud - og ikke af den romerske jura-økonomis stats-fascistiske udgave af højesteret - når livets arbejdskraft på den måde altså utvetydigt skal bruges til at leve og udvikle menneskelivet. Det familiære liv i menneskeslægtens, menneskekære-lighedens navn, på bølgelængde med det jordiske, den organisk væksts tempo?



LIVSKRAFTEN.

Kapitalens eneste modstander, den modstander som kapitalistisk orienteret ånd virkelig frygter – det er livets egen, da den ikke gør ligegyldigt godt eller ondt, men fordeler efter glædes-fortjeneste i hjertet på det tro menneske og i deres børn. Og den fordrer sand indrømmelse af personlig rent hjerte i godt sigte, for at kunne mønstres og forplante sig. Derfor frygter visse kapitalistisk orienterede danskere fundamentalismen, ikke mindst staten, der selv er en lovreligiøs satan, der via sine institutioner vænner og vender hele menneskets sind om til at følge regler i tide og utide, men desværre også i tilbedelse af kapital. - Og følgeligt skyder statskulten skylden over på andre minoritets-grupper, der jo for en pære-dansker, uoplyste som vi i vid udstrækning er om vort livs eneste ene gode udviklingsvej, meget let kan lyde og forekomme os meget fundamentalistisk. Syndebuks-kultur eller jantelov kaldes det også. Men det er altså direkte forbundet til kapital-staten, især dens romersk-juridiske tradition.

Statslige love er konsekvent universalistiske og betyder dermed i deres latterlige fornufts grundvold, at de konsekvent baseres på mistillid til livets egen, hjertelige som forstandige dømmekraft. Og derfor beder statsansatte, folkeskolede mennesker, der faldt for fristelsen alle andre om at udvise tillid til staten. De erkender simpelthen ikke, at de selv sidder i en virksomhed, der benytter lovens magt for at få sin vilje, uagtet at den således intet livsbefordrende kan udvikle og bekræfte.

Statskulten opdrager sine borgere til at adlyde lovens ordre og den straffer, såfremt de ikke adlydes. Men bortset fra den væsentlige detalje i forhold til, hvad staten med sin tradition inklusiv institutioner har på samvittigheden i form af velfærdssygdomme, negativ social arv, fortsat ophobning af arvesynd og meget andet skidt i kanelposen – som jeg skal komme efter Jer med. Ja Jer, der betaler satans skattekapital med ariske blå øjne i reference til de tavse børn, unge og ældre, som I jo alligevel ikke kan høre, fordi I er på social-fascistisk-demokratisk kapital-arbejde og udvikler samfundet!!! – Men seså lille barn, bortset fra den detalje sagde jeg til fordel for din gode læsning, da vi jo er storsindede af hjertets højesteretslige ære,så er staten hermed død som fælles-menneskeligt anliggende i positiv forstand. Den skal opløses gennem videre-udvikling af oplysning og dannelse: Livsførelse.

For hvor blev Kongen af og hvor blev Kongehuset af? – Kongehuset står på dansk grund for familien Danmark. Og det er ikke fundamentalistisk, men historisk af kød og blod. Så hvem kan være så dum at fornægte familien Danmarks egen historie og samlende midte af eget kød og blod, når den tilmed har hjertet på rette sted og således figurerer som et dannelse-mæssigt, oplysende forbillede, der viser os, hvem vi er og hvilken udviklingsretning, livet i Danmark er givet: Gud-i-Vold. Sådan siger vor kære Dronning, fordi kongefamilien lader sig beskytte af en grundvold, så magten ikke stiger mennesker i kongeriget Danmark til hovedet. Gud i volden omkring hjertets borg med sine mange hjertesale: Kongen over alle på jord,

Ja, grundvolden er med andre ord: Menneskelivskærligheden, der videre i kraft af sit ord ikke udelukker nogensomhelst. Og kirken står – men derfor kan I da godt rive bygningerne ned, ladet med universitær stats-teologi som de er. Og dog: Hastværk er lastværk, alt med måde, da intet ingen måder kan bære.

Set i forhold til afsnittet om arbejdskraften, hvad vil henholdsvis A.P.Møller-kulturen med sin kejserlige, dansk-romerske etik, lige fra bankverden, over advokaturier, til ejendomsmæglende, operatiske arkitekturier – altså kapitalens drenge og puberitære, arbeit-macht-frei-psykologi i betjenelse af selvgenererende løn-og-straf-kultur på den ene side og så den hårdkogte, men tilsvarende, småborgerligt stats-fascistisk-lovende kultur på den anden side. Hvad vil I nu gøre, børnlil, når livskraften ikke er at forstå i Jeres liv og I således ikke kan udvikle kulturen, samfundet, menneskelivet fremover. Kom så store mænd og magtfulde højesterets-pampere, der som kapital og domstol på hver sin side har forstilt sig som guds højre hånd. Kom så. Kom så ud med skarnet, så vi kan blive fri for Jeres romerske erobringer af markedsandele og misbrug af menneskelig livskraft!


OG TIL ALLE JER

- der kan høre: Hvad skal vi gøre ved de mennesker, der hverken kender eller anerkender sandheden, livskraften i vort menneskeliv, vort samfund, ja end ikke søger at sandseliggøre den gennem personlig indsats, så vi kreativt kan udvikle os i kraft af dens milde, gode ånd. Nej derimod enten lovgiver eller betaler sig fra den til videre bekræftelse af teknologi og teknokratiske systemer?!? Jeg skal hjertensgerne sige Jer og dermed bekræfte budets hjerteligst svar her: For vi skal naturligvis undlade at bruge magt og vold som de voksne børn, der aldrig blev voksende, da de afstod fra at leve i livets egen vækst-retning.


ÅNDEN.

Ånd karakteriseres ved ånde-drættet. Er der ikke noget ånde-dræt, så er ånden gået bort og så dør livet, fordi hjertet ikke bliver iltet. Når vi taler, så bruger vi stemmen og lydens kraft forplanter sig i brysthulerne. Det løsner ganske enkelt energier i kroppen, der også kan siges at være ladet med forskellige energier, så noget afsløres, ja kommer for dagens lys. Hun var helt elektrisk! - Når brysthulrummenes spændinger løsnes, så kan energier i de nedre regioner stige op til hjertet, der ilter energien og dermed sender den rundt i blodet. Det er snildt indrettet, så vi kan fordøje og trække næring ud af maden. Det er formålet med måltidet, nadveren: at spise og tale sammen. Omvendt turde det være klart, at såfremt man aldrig siger noget, taler eller synger, så bliver hjertet ikke rørt. Og det er jo sundt at røre sig, ja men her gælder det altså indvendigt. Hjertemusklen.

Der sker det, når man taler, at man får en fornemmelse af de nedre drifter og energier. Man bliver for eksempel sulten. Men det kan også betyde, at man begynder at græde eller modsat vred og lukker af, går sin vej. Og hvad er nu dét? SVAR: Det er undertrykte energier og de kan være farlige set over tid. Dels kan man her tænke, hvad det personlige velbefindende angår, men jeg tænker nu mere på det i samfunds-mæssig kontekst. For sådanne undertrykte energier fører til krige, vold og i det hele taget ganske uhensigtsmæssig adfærd; adfærd, der fører dårligdom med sig. - Kan I huske da vi var børn og hørte voksne skændtes eller lignende, måske mere grelt så noget vold for første gang? - Det gav et sug i maven på mig. Og sådan reagerer helligånden i kødet.

Ja, det var såvidt bare et eksempel på, hvordan vor kropslige organisme reagerer. Sug i maven er undertryk. Nogle opfatter undertryk som om, der er noget ovenover, der trykker ned, men undertryk er i den rette forstand ligesom vakuum. Og det kan ske pludseligt. Hijuuuup!

Der er grundlæggende tale om trykforskelle, når der er noget, der trykker som man siger. Og kropsligt, menneskeligt velbefindende handler om at kunne udligne dem, så der opstår balance, ro og afbalancerethed i vor menneskelige organisme.



MENNESKEÅNDEN.

Når et menneske er roligt og afbalanceret, så kan sindet følge med og sørge for en udligning af de trykforskelle, der uundgåeligt opstår, når vi færdes og lever. Er man tilmed motioneret, i form, så kan muskulaturen rumme mere energi, hvormed man så at sige kan holde til mere, uden problemer kan udligne større trykforskelle. Vi er skikket til at leve på jord, så der er som udgangspunkt ingen problemer i det.

Men kultiveres vi nu til at følge love og regler, så skal vi kunne læse og staten tilsvarende sørge for, at det kan lade sig gøre. Det har den så gjort og fortsætter med at gøre det. Jamen se og hør nu: Hvilke kulturelle baggrunde sidder og arbejder i staten? SVAR: Det gør skriftkulturen, lyder det prompte herfra. Og det næste spørgsmål er så, hvilke skrift-brugende afdelinger, der tager trykket, fremfor at skabe det, hvor det ingen steder hører hjemme.Hijuuup!

Uddannelse og stat er i vesterlandsk kultur særdeles tæt forbundet og uddannelses-sektoren krones af Universitetet. Deraf følger, at staten i væsentlig grad praktiseres af akademiseret menneskeliv og at forventningerne, ja videre udviklingen til borgeren derfor bliver af akademisk art: kan-du-læse-og-forstå-ånden. OG DET ER IKKE MENNESKEÅNDEN, SÅFREMT KÆRLIGHEDENS DØMMEKRAFT IKKE ER TILSTEDE OG TAGER HØJDE FOR SÅVEL SIN LIVSMÆSSIGE KONTEKST SOM BUDSKABETS BEKRÆFTENDE RETNING!!!

Akademisk livsførelse leder ikke livet på rette vej med sit samfund, bestående af personligt veludviklende mennesker, der kan tale, røre såvel stemme som krop og dermed hjertet, så vi kan hører, hvor livet er i sin almen-menneskelige, både nødvendige og livsbekræftende ånd. - Menneskeånden er ikke underlagt skrifts-mentalitetens lov-religiøse højesteret, men ordets som det tales kærligt, frit og i hjerteligt ansvar deraf. Videre er menneskeånden til forskel fra forrige afsnit, hvor jeg med fremhævelsen af ånden beskrev den som grundlæggende kropslig energi - videre er menneskeånden hermed mere præcis udtrykt: Den personlige erfaring med at udligne trykforskelle. Anderledes formuleret betyder det for eksempel evnen til forlig, forsoning, forening, forbrødring og forløsning. Og da taler vi om samfundet og samfundsudviklingen.

Det burde ikke være så svært at forstå, men kan sagtens være det. Imellem de to afsnit ånden og menneskeånden er der en betydelig forskel: I første afsnit vægtes evnen til at slå en prut og dermed en vis erfaringshorisont med hensyn til, hvordan det kan lette. Det var kropsorganisk orienteret. I andet afsnit, her med menneskeånden, der vægtes realiteten vi begår os i som samfund. Det vil sige, når vi færdes på arbejdsmarkedet, producerer varer, der videre for eksempel stjæler opmærksomheden fra det egentlige via sine fristelser og dermed over tid skaber et vakuum. Samfundskulturelt set er dét meget farligt, fordi der pludselig går hul på et sådan vakuum og alt det forsømte, fortrængte, oversete, ignorerede pludselig dukker op til overfladen og gør mennesket vredt, krigerisk med videre - ja for hvor kom det nu fra?

Kan I finde ud af det klat-magere med årsagsbegrebet, fornuftens teknologier og systemer. Jeg mener er I ikke højt-uddannet?

De fleste danskere er i så stor nød åndeligt set, livsmæssigt set, at de ikke opdager, at deres kapital-stats-regulerede adfærd nedarves: alt det forsømte, fortrængte, oversete nedarves i børnene, når troen til at gå livets vej, at sørge for livets udviklings-befordrende pligter forhindres af kapitalen og statens menneskeligst set, uselvstændige snyltere og de gridske og bidske normer for den rette adfærd som de afstedkommer over hovedet på andre, borgeren, folket. Troskab er ikke at overholde Habermas’ aftaler eller andre management-teorier fra den universitære stats side, fordi de lige lød som en god idé, der bare skulle institutionaliseres alle steder. Det er, måske uskyldigt, men nej nu holder I, for det er såvidt livsforagtende mennesker, der afstedkommer sådan noget.

Og da kan nogle af os ikke lade være med at forsøge at udrede trådene, så dem og ikke mindst dét i livets samfund, der aldrig kommer til orde og videre handling - fordi de velstillede, begavede, men romersk stolede som skolede statsborgere orienterer deres liv efter græsk-romersk politisk autoritets-tro – igen kan vinde magten i os. Kærligheden overvinder alt.

Det er med andre ord uhyre vigtigt, at også et samfund kan udligne trykket i befolkningen og befolkninger imellem. Men kan det danske samfund det uden blandt andre mig, den danske Jens?


JENS LYN VEJMAND.

Det vi med andre ord har oplevet i vor tid, blandt andet globaliseringen, der i Europa tog fart med murens fald i 1989 - Europas Genforening. Det var en tryk-ud-ligning af ganske omfattende dimensioner, fordi øst-europæisk menneskeliv havde befundet sig i et vakuum skabt af Sovjetisk og De Allieredes deling af en historisk sammenhængende kultur. Men problemerne i samfundet, vanskelighederne som vi hellere skal kalde dem, det er nu, at det politisk orienterede liv genopbygger den romerske retsstat, der er fascistisk i sit virke. Det kan forklares på mange måder, men væsentligt er, at folkeviddet i Danmark ikke er oplyst og ikke kan blive det af kapital-statslig virksomhed. Grundloven er skrevet i ånd af græsk-romersk, akademisk, statslige rets-tradition uden sønderligt kendskab til livets samfundsmæssige formål bestående i livsglæde og arbejdsglæde. Det samme gælder iøvrigt EUs romtraktater.

Europa fra vatikan-staten, Peterskirken i Rom, hvis mekka for kærlighedens menneskekultur via historien har bredt sig ud over den ganske verden – det søgte puberitets-drenge, der legede statsmagt lige at dele. Og det gjorde ondt, kostede mange liv. Men såvidt delte stormagterne af nød Europa, grundet det overtryk Hitler kanaliserede og på romersk-kejser-statslig vis blæste ud over os med angst, frygt og bæven til følge, fordi han ene mand troede, at han kunne etablere et verdensrige via den romerske kejserstat, juraen. - Han kunne jo bare have indrømmet vatikan-statens Højesteret som de jo også gør i Mekka som Mekka. Kristus, Maria, Allah, Muhammed, Tao, Budda med videre, de er i ordets som kødets ånd og sprog udtryk for samme GUD, livets egen tryk-udlignings-mekanisme. Og det er ikke en prut, når det er samfundets organisme, der er på tale.

Eftervirkningerne af den udligning, der fandt sted med murens fald er altså globaliseringen. Der således betyder, at vi nu, ja nu i vor tid med udgangspunkt for snart 20 år siden, kunne komme ud af efterkrigs-tidens kolde krig og tage fat påny. Men det kan naturligvis også ses i lyset af det forarbejde som peace, love and understanding-bevægelserne, ungdomsoprøret, altså menneskebarnets nej til et voksenliv indført via Volk-schule eller via universitær statslov per alder: Når du er 18 er du voksen. Bum. - NEJ, blev der sagt, da mennesket således ikke vokser på bølgelængde med livets egen væksttempo livet igennem, dermed ikke udvikler liv og kultur, men tilgengæld kanaliseres over i en forpligtende deltagelse i den romersk prægede mønts kapital-økonomiske vækstmåde. En måde, der matematisk-teknologisk betonet er gående mod uendelig, i hænderne på erhvervsfolk, politikere og akademikere, der nok glimtrer med deres gode intentioner, men i egentlig forstand uden nævneværdig indsigt i livets almen-menneskelige organiske ånd og vækstforhold i kulturen.

En stor tryk-udligning har fundet sted, den kolde krigs ballon-mentalitet er sprunget. Det betyder at brysthulerne, det fremskudte bryst, nu kan ånde lettet op. Men tilmed betyder det, at den historiske næring nede fra stiger op. Sådan har det været i 1990'erne og videre frem til nu. Der er nogen, måske mange, der bliver forskrækket over det, fordi de jo har identificeret sig med statens pligter, fremfor livets – men såvidt fordi de ikke opfatter og forstår de historiske kræfter som menneskehedens egne, personligt kropsligt stillet som de gives os. Menneskeslægten er En i al evighed, det er sandheden og den kan ikke gøres om, selvom den giver plads til ligeså mange vinkler som der er personende liv, der elsker.

Men forskrækket eller angst bliver nogen af os som sagt, fordi vi ikke ret forstår eller opfatter, ja måske glemmer, hvordan angsten er livets besked om, at der nu er nye udviklingsmuligheder at tage fat på - såfremt vi altså hører ærligt efter kroppens signaler, inspirationen, ja fortolker den som livets på alle planer og følgeligt handler på den baggrund. Eller ganske enkelt, såfremt vi altså fortsat tror kærligt godt om livet og derved ser, indser, som jeg nu kan sige det: at vi godt må leve det som vi vil. Da kan vi nemlig igen og SÅDAN FOREGÅR GENOPSTANDELSEN AF HJERTETS TRO KRAFT: Ud med verden, ind med livet.


STATEN.

Grunden til folke-angst, folkesygdomme og lignende det er kapital-staten. Og da jeg nu har skældt på den af samme grund, skal jeg også sørge for at elske det centrale begreb, den følelse, det stats-fikserede folkefærd som antydet malker i voksende autoritetstro med ufattelig dårligdoms-kultur tilfølge: Samfundets fælles-menneskelige anliggende. Ja, for det er uomtvisteligt: Vi har brug for fred og ordets ordnede forhold at leve over. Ikke mindst for at kunne udvikle os og overleverer alle de gode erfaringer, vi gør os med livet til næste generation. Vi skal naturligvis bekræfte det gode hjerte i livet på alle planer gennem vor livsførelse, fordi det sætter dagsordenen for livet fremover. Vi er forbilleder og meget andet almindeligt, almen-mennneskeligt godt, når vi glæder os i livet og finder glæde i arbejde, der videreudvikler al vort. Men altså, jeg gentager: det fællesmenneskelige anliggende er ikke ensbetydende med staten.

Uha nej. Staten er en gammel idé, der som ubekendt stadigvæk gør sig gældende. Det betyder, at staten er en virksomhed grundlagt på en idé om samfundet. Da denne idé er gammel og således har mange år på bagen, så er den også blevet til en institutionel praksis, tradition og tænkemåde, der gennem tiderne har gjort sit til, at vi har kunnet overleve under trykkende forhold. Men staten er ikke ensbetydende eller med et andet ord identisk med det fælles-menneskelige samfunds anliggende. Staten er stadigvæk en idé, en teori og også i sin praksis. Vi refererer til staten, der kendetegnes ved loven og dens institutioner – ja vi bor og lever i en vis forstand i dem. Staten er derfor ikke længere ubekendt. Den kan kendes på sine institutioner, der således ikke mindst genererer en række forestillinger om samfundet, systemet eller mere hårdkogt genererer: idealismen også kaldet autoritetstro i kødet på borgeren. Ja og den har gjort det lige så længe den har eksisteret.

Fornuft hedder idealismens ophav også. I videste forstand kan den karakteriseres som verden eller naturen udenfor livets organiske, jordiske sfære. Fornuften er universitært rettet og ikke besindet på varetagelse af liv og kulturens udvikling på jord. Staten er en europæisk universaliseret fornufts-idé kan man derfor også sige, når blot man husker, at den som romerske kejsere prægede deres mønter med et stempel, er stemplet ind i kødet på den danske befolkning lige siden landadelen og storkøbmændene, embedsstanden, etablerede skattesystemet til egen vindings skyld. Flertallet var fæstebønder, smågårdsejere, fiskere og daglejere, der ligesom Jeppe På Bjerget eller disciplen Peter befandt sig i forhærdende afmagt overfor den romerske ånds indpiskere.

Det er sådan med mennesker, at de altid lever i en kultur på jorden. Vor kultur er dansk, den foregår på dansk sprog, der har sit område, som vi kalder Danmark. Der er gud-ske-lov plads til en mangfoldighed af mennesker med forskellige kulturbaggrunde. Danske er flertallet imidlertid, fordi sproget er dansk, historien er dansk, slægterne er danske, kødet er dansk, blodet er dansk. Og sådan er det, mennesker af det danske sprog eller på dansk grund er danske. Det er ikke noget, vi har lov til at være, det er noget vi er og det er såmænd sandselig sandhed, der ikke kan flyttes, allerhøjest oplyses og udvikles på den baggrund.

Den historiske, men aktuelle livsnære baggrund indeholder foruden alle sine mennesker også kultur-bevægelser iform af organisationer, foreninger og meget andet som det danske folk nu interesserer sig for, stimler sammen om at fornøje sig ved eller bakse med. Der er mange både store og små kulturbevægelser i livet og samfundet her i Danmark. Og staten er én af de store, selvom den i sin nuværende form ikke er så gammel på dansk grund.

Danmark er som landområde forbundet med det europæiske kontinent, der med sine store kulturbevægelser har ydet stor indflydelse på os. Ad den vej kom stats-idéen til Danmark. Den var båret af håb om forandring, så alle fik lejlighed, frihed og ret til sit liv, uden at skulle knægtes eller udnyttes af andre. Det håb forsvandt imidlertid temmeligt hurtigt ud af loven, der var den måde staten praktisk ville lancerer sin idé i forhold til det danske folk, som menneskene i Danmark dermed blev kaldt. Da staten blev lanceret via storkøbmændene og landadelens i forvejen etablerede skattesystem, blev vi et folk, der så fremdeles nu blev til: alle. Idéen skulle med andre ord omfatte alle og derfor blev livsførelsen i landet baseret på, hvad alle nu var og skulle med livet, nemlig koordinerer det i forhold til alle andre. Vi blev statsborgere og vor frihed og ret var betinget af, hvorvidt vi opførte os som alle, da det var en helt central forståelse af lovens praksis: Alle er lige for loven!!! Loven skulle med andre ord sørge for, at alle ikke lod sig lede i ulig fristelse!!!



LOVEN.

Loven skulle sikre eller sørge for en udvikling i landet, så alle kunne leve godt og arbejde i fred og ro. Det gav sig selv, at samfundet handlede om at kunne leve godt og til den ende at kunne arbejde og elske i fred og ro omkring livets menneskeligt familiære størrelser – under et kaldet: Levebrødet.

Levebrødet var naturligvis ikke penge, men arbejdet og glæden ved at kunne bevæge sig med sin krop, så livet kunne høste den næring, der måtte bearbejdes derved. Der var flere måder at erhverve sig den næring, der stadigvæk er anvendeligt omsættende for at livet kan bestå, forstå og begå sig med sin glade kropslige udvikling i samfundets organisme. Og det var såmænd idéen med loven at bekræfte den måde med livet i alles tilfælde ved at sørge for at ingen lod sig forlede af ulige fristelser.

Storkøbmændene og landadelen, embedsstanden i det daværende samfund var utilfreds med, at de ikke kunne bestemme noget mere over alle andre. Og således fristet lod de deres ansatte og tjenestefolk vende imod Kongen. De sagde, at alle skulle bestemme og at det derfor var uretfærdigt, at det kun var én slægtsfamilie, der sad på magten. Og lige netop dét synes også storkøbmændene og landadelens ansatte tjenestefolk at kunne nikke genkendende til. Det førte for eksempel til en bondeopstandelse, hvor bønder forenede sig og i kølvandet derpå, i en kulturbevægelsens transformation deraf også en arbejderopstandelse, hvor arbejderne forenede sig.

Det mundede udi eller rettere sagt, det udmøntede sig i Grundloven og Danmarks daværende Konge blev således under pres fra den folkevendte embedsstand tvunget til at skrive under på et stykke papir. Lige siden har de danske love således være skrevet under Kongefamiliens hånd, oplyst som den er og har været lige siden Harald Blåtand og Absolon tog krigs-hjelmen af og vi såvidt af kød og blod den dag i dag er besindet på Kærlighed, Fred, Frihed og Forståelse i hjertegod livshistorisk forstand. Såvidt blev staten med anker i Grundloven altså underskrevet Det Danske Kongehus, der myndigt og kundgørende står for familiære elskelige forhold i Danmark - så det må loven og dens institutioner naturligvis rette sig efter. Gud-i-vold omkring hjertets borg, de danske haver og det næringdrivende næringsrige livs oplyste som udviklende retning dermed.

Oplyst Enevælde kaldtes Kongeriget Danmark førhen. Og det gør det såmænd stadigvæk med den underskrevne undtagelse, der kaldes Oplyst Demokrati, men som er kommet til at handle om staten. Embedsstanden fik med andre ord af Kongens hånd lov til at prøve om den selv kunne forvalte staten i Kongeriget Danmark og således tage kærligt vare på menneskelivet derved. Det afgørende var og er forsåvidt stadigvæk at Danmark forblev oplyst og således fortsatte sin udvikling og dannelse i den retning. Vi ser for eksempel stadigvæk det man kalder Dronninge-runden, hvor græsk-romerske stats-politikere, der i sagens natur ikke kan finde hverken ud eller ind til ordets ledelse i menneskeslægten på dansk grund, er nødt til at spørge Deres Oplyste Majestæt Dronningen til råds om, hvem der nu skal prøve at lede forvaltningen af staten.

Loven hed afsnittet her imidlertid, fordi der også var love før grundloven blev indført. Der var jo en embedsstand i forvejen, jeg så ganske vist i historisk sammentrækning har kaldt storkøbmænd og landadel, men fordi det betoner skatteopkræveres historiske baggrund og mentalitet. Staten er med andre ord skattesystemet og det betyder således med historien fortalt, at embedsstanden med grundlovsmagten i lånte hænder og fjer i hatten, sidder på pengeposen - og symboliserer levebrødet som penge. Med grundloven blev kapitalismen indført i Danmark af embedsstandens lovtagere, der således vendte sig væk fra det jordiske næringsrige, levebrødet, så dé kunne give lov og såvidt bestemme hvem og hvad, der skulle have rigdom i deres sæde – penge i røven.

Som jeg tidligere var inde på, så er staten en gammel idé. Den kan føres helt tilbage til oldtidens Grækenland og Romerriget som vi sidst mærkede det med Hitlers tysk-romerske kejserrige. Og nu altså så: EU, der uden tvivl også er blevet stærkt inspireret af romernes indflydelse og deres erobring af markeder. Samt mange andre grusomme tilbøjeligheder med at forsøge at underlægge sig menneskets næringsvilkår på jord, da vi jo overlever i kraft af jordens organisk indrettede næringsvilkår, levebrødet. Det hører med til idéen, staten og dens love at nære sådanne tilbøjeligheder. - Men det man imidlertid skal lægge mest mærke til i dette afsnit er, at lovgivning med grundlovens hændelse blev underlagt Konge-slægtens hånd og således indskrevet i lovbøgernes kapital-historie med henblik på frigivelse af meningmand til at søge Oplysning af livet. Men ja, det blev ved det med lovbøgernes kapital-historie til videre forvaltning hos grundlovs-statens fanatiske grundlæggere: embedsstanden, den kapitale fornufts, akademikerne, der i kraft deraf, stadigvæk sidder og udfærdiger lovens masse, pengene og søger at begrunde deres græsk-romerske ret dertil.

Altsammen udenom livets familiære og hjertelige ledelse. Og det fører naturligvis til kapital-økonomisk vækst i lovbøger, hvorfor jeg brugte det udtryk. Dermed videre udi samfundssindet, så det hverken kan høre, se, mærke eller handle ifølge Ordet, Kongens hånd - uden at han dog slipper. Hjertet overbelastes imidlertid unødigt af de mange efterhånden intelligente fornufts-mennesker, der er decideret dumme, analfabeter, åndssvage i livets hjerte. Og det er da ikke bare en skam. Men ganske enkelt en systematisk trussel mod vor beståen. De skal ha' en røvfuld de aldrig glemmer!

Akademiske stats-politiske købmandslinge, fornufts-fjolser, I bilder Jer ind, at I har Kongens magt, fordi I kontrollerer kongens lovmæssige mønt-enheder! Så siden da har I sådan set ikke bestilt andet end via statens institutioner og den gode idés græsk-romerske påhitsomheder at oplære og kultivere en underlig genstridig befolkning til at vende sig væk fra levebrødet og tilbede Jeres kapital, så de selv ville kunne gentage successen generation efter generation som selvgode, folkevalgte pengepurere. Derfor lever vi idag i et social-demokrati, hvis åndelige indhold er hele den rå romerske kapital. Når I som stat bygger land op med kapitalens love, så kultiverer I et dansk-romerske kejserrige i kødet på den danske befolkning, menneskelivet på dansk grund – og det lader sig simpelthen ikke gøre, gud-ske-tak-og-lov, omend det koster mange gode menneskers allerbedste liv gennem fornuftens absolutistisk og tomme selvfornægtende åndedræt.

Hvordan tror I, at hjerteforeningen har det med det? Og hvad tror I der vil ske, når sandheden kommer frem af Oplyst Forstand i form af Opstandelse, for det er den jo historisk af kød og blod nødt til, såfremt glæden skal bestå? - I kan ikke løbe fra Kongen og Dronningen, familien og hjertets ledelse og derfor har I ødelagt menneskelivet på dansk grund via lovens institutioner i hænderne på kapitalens magtbegær. Fortsætter I med at bekræfte statens kapitale love som regerende kultur og tilskynde befolkningen til at overholde landets love, leve efter landets love og regler, så bryder helvede løs, det kan mit hjerte love Jer. Så hermed sandhedens varme til Jeres is-kolde sorte hjerters slikmund, der jo giftigt slanger sig, når livet læses i kapitalens fornuftsånd, sort på hvidt. – Men I kan stadigvæk ikke løbe fra Kongen, så I må indrømme hans hjælpende hånd og dermed sandheden til os alle: Alle er kun lige overfor Gud, menneskelivet, organisk levende på jord, organisk indrettet, voksende i hjertets ånd og af næringen, der kun gives af arbejde og livsførelse i og ved den organiske vækstform: livets egen. – Hvorfor vil I, universitære fornufts-pampere og lov-religiøse fornufts-sataner ikke høre Guds eget ord til OS, kærligheden i menneskelivet på jord?


LIVSLOVEN.

Kongen fulgte livsloven og vi går efter ham, når vi elsker menneskelivet tro igennem al sin uredelige redelighed. Da loven imidlertid er havnet i universitære grundlovs-stridigheder hos en folkeskolet befolkning, der patter på kapitalens teknologier og lovens teknokrati, så er det lidt svært at tale om livsloven. Det kan nemlig meget let blive opfattet idealistisk, eftersom det folkeskolede folk jo efterhånden er mere angst for at miste den social-demokratiske rets-fascistiske-stat end livets fælles-menneskelige udviklingsmæssige anliggende: alt dét, der i sandhed er godt til hjertet og gør os stærke.

Lad mig dog alligevel gøre et forsøg her, så det sort-hvidt-seende fornuftsfolk også kan være med. De er nemlig vant med lovmæssigheder og gentagelser, der ingen ende vil tage – og skal følgeligt hentes hjem og ind til livet igen. Undskyld mig, men universitetet og staten er altså den lukkede afdeling, hvorfor jeg naturligvis føler det som en pligt ikke blot at advare andre, men mere til, da flertallet jo lever og arbejder så ulykkeligt hårdt derinde, hvilket der selvsagt ikke kommer noget videre godt ud af. Hastværk er lastværk - men endnu værre: kapital-teknokratisk stats-værk, bygget af romerske jurister, medicinal-læger uden grænser, naturvidenskabelige nørdteknologi og teologer uden kald, det er ikke blot tidens djævel, men satans rige på jord – fordi det ikke udvikler måde med det organiske, kropsligt fundamentale, jordiske vilkår.

Fornuftens universitære ånd har vendt livet mod sig selv gennem tilbedelse af love og lovmæssighed, men i glemsel af livets lov, organisk indrettet som den er. Så lad mig venligst gøre et stykke forsørgende erindrings-arbejde for Jer og til vor glæde i al evighed fremover.

Menneskelivet karakteriserer sig som sandheden i al evighed, fordi der kun er én menneskeslægt, en menneskehed, en jord. Alt, hvad der vedrører menneskelivet foregår følgeligt i livets levende. Livsloven er kendskabet til, hvordan livet foregår i sin sandhed, hvordan det bevæger sig. En sandhed, der som sandselighed naturligvis er et gode, fordi den er bestemmende for menneskelivets egen vækstretning. Sandheden er sandselig i sin hjertelig rene vækstånd. Organisk ren som det hjertelige smil, ærligheden og sådanne gode sager, som I forhåbentlig ikke helt har glemt.

For fornuftsfolk, den nedarvede stat, der er vant til at kategorisere alt muligt umuligt betyder det, at der opstår niveauer. Kendskabet til livsloven inddeles i synsvinkler: Den enkeltes forhold dertil og menneskehedens eller det danske samfundsfolks forhold dertil. Og følgeligt står personen, der forestår en sådan inddeling i uhyre vanskeligheder med sig selv, fordi der ligesom ikke er plads til, at han/hun er givet magten til at inddele kendskabet uden selv at ryge ud. Så det er noget rod. Livsloven er ikke kategorisk, den er ikke et kategoriserbart kendskab, følgeligt ikke en fornuftsbetonet magtens lov. Den handler med andre ord ikke om viden, men indsigt, sandselighed, krop og indrømmelse af god energi. Man kan derfor kun tale direkte om livsloven i ånd af den. Livsånden.

Livsånden er Guds: Menneskeheden, dyreriget og planteriget. Den er livets organiske vækst-sfære på jord. Livsloven angår lovmæssigheden af den natur, livets organiske natur, der alt sammen er åndende og forgængeligt. I det store og hele vil livet ikke bestå på jord, thi det består allerede ”kun” i al evighed i sine vidt forgrenende slægtsbånd og åndsbeslægtethed, hvormed jeg mener åndens kanaler eller bølgelængder, der jo også er energiens trykudlignende realitet.

Hvad åndsbeslægtethedens bølgelængder angår skal man passe på med at søge dem, før man har opnået kendskabet til menneskelivets egen, Ordets kulturhistoriske hjerte i kødet. Fordi man ellers f.eks. kan blive besat af en ko eller et svins natur, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Desuden er det i samme forbindelse, af samme grund heller ikke hensigtsmæssigt uden videre at importerer menneskeånd fra andre kulturer, ja understreger jeg: ikke uden nævnte forkendskab til vor egen. Indrømmelse af, hvor man kommer fra, hvem man er og sådanne ærlige almindeligheder.

Det var så dansk oplysningsvirksomhed, der skulle sørge for det forkendskab. Men den virksomhed gives naturligvis ikke i kapital-statens regi og vækst-mæssige orientering. - Livsånden er historisk af natur, ja den er hele livshistorien på jord, hvorfor livsåndens virke i et samfund så at sige er stillet ved sit sprog, sin ånd, sit folkevid, sine vaner med videre. Det, der vedrører os som mennesker på jord. Det kan trænge til forandring og nyt blod som man siger, men indoptages kan det nye blod altså ikke uden det nævnte forkendskab til vor egen kulturelle natur af kød og blod, vor livsånd, fordi vor livsånd skal være indstillet på at vokse videre sammen med den beslægtede menneskeånd, der kommer af anden kultur. Indrømmelse hedder det.

Når ubekendt, fremmed ånd kommer til kan det virke overrumplende, hvorfor jeg naturligvis i ånd af livsloven er ærke modstander af hele X-kulturens sprog, matematikkens paradigme, den universitære kapital-stat. Det er klart, ligesåvel som det er klart, hvilke kulturer i vort samfund, der opløser enhver form for identitet og dermed gør det nærmest umuligt at tilvejebringe det forkendskab til livet, der skal til, for at det overhovedet kan indoptage nyt, leve ordentlig godt ifølge livsloven og udvikle sig deraf.

At indoptage såkaldt fremmed menneskånd - men ikke x-ånd, der nemlig er angstens farlige generator - det er ikke noget problem, men bliver det først såfremt vor egen ikke er menneskelig og praktisk udviklings-bevendt i forvejen. Alle integrations-vanskelighederne i det danske samfund for eksempel, de handler ikke om ”de fremmedes” manglende vilje eller sådan noget pladder, men om kapital-lovs-kultiveringen af det danske folk gennem ca. 160 år, som jeg var inde på det i forrige afsnit.

Men altså, videre er livsånden, livsenergien....

...MIDLERTIDIG AFBRYDELSE, FORTSÆTTELSE FØLGER – LIVSLOVEN KALDER: jeg skal tisse og har ikke tænkt mig at gøre som Tycho Brahe, forsåvidt hans blære sprang, da han ikke ”måtte” rejse sig ved kongens hof-narrende tablement og således ganske utro lod sig narre med døden tilfølge. Det var ikke Kongen, livsloven, du fulgte der, naturvidenskabelige fornufts-Tychoved og så dør man jo altså...ganske som man også dør, når man indoptager tungmetaller, kviksølv, guld, hurtige penge og lignende som helbredende universalmiddel. – Satans statsrige med sit fornufts-fascistiske folkskolede folk, nørdborgere, må menneskekærligheden indrømme sig i Jeres anoreksi-hjerter sålænge.